Det systemiske perspektiv som modbevægelse til den stigende oplevelse af afmagt. Et oplæg om altings forbundethed.

Vi tror, vi tænker vores egne tanker. Det gør vi ikke. Vi tænker vores kulturs tanker. Et systemisk perspektiv insisterer på uærbødigt at udfordre de mange kulturelle konstruktioner, der fremstår som tilsyneladende sandheder:

Oplægget tager udgangspunkt i, at børn og unge ikke er problemet. De viser problemet. Symptomer og problemadfærd må ikke blot forstås som karakteristika, men som kommunikation og dermed som invitationer. De inviterer til en proces, der rækker ud over dem selv. På den måde er børn og unge hjælpsomme, også når de fremtræder voldsomme og uforståelige. Vi må bevæge os fra bekymring til nødvendighed: Børn og unge inviterer til dialoger og processer, der i sidste ende kan føre alle involverede nye steder hen. Vi må derfor bevæge os ud over en opdeling af børnene og de unge som ramt, andre som pårørende, fordi denne opdeling forstyrrer vores nysgerrighed. Vi må skabe alliancer med alle, gerne på tværs af de arenaer, børn og unge vokser op i, også fordi mange forældres og professionelles oplevelse af at komme til kort og for langt fra hinanden har ført til et årelangt fokus på børns og unges særlige behov. Nogle taler om systemsvigt, når der går for lang tid, før børn og unges får muligheder for at blive udredt. Oplægget forholder sig til risikoen for et større systemsvigt, hvis børn og unge alene beskrives og behandles ud fra et individualiseret udgangspunkt. Og samtidig med dette: Det er den største alvor, der inviterer til de mest afgørende forandrings- og udviklingsprocesser. Hvis vi derimod på forhånd har forestillinger om begrænsede udvikling, vil alle indsatser være båret af disse.

Søren Hertz

Søren Hertz er børne- og ungdomspsykiater, medstifter af Metalog, der bevæger sig på tværs af traditionelle fagdiscipliner. Han er forfatter af ”børne- og ungdomspsykiatri – nye perspektiver og uanede muligheder” samt ”Børn og unge, psykiatri og samfund”. Senest er han medforfatter til ”10 anbefalinger til kommunerne – i anledning af oplæg til 10-årsplanen for bedre mental sundhed.

Tilhørerne bliver klogere på:
– Mulighederne forbundet med ”Børn og unge er ikke problemet. De viser problemet”
– Mulighederne forbundet med at bevæge sig ud over opdelingerne ’ramt og pårørende’
– Opgaverne forbundet med et perspektiv, der rækker ud over individet. I Metalog kalder vi det et transkontekstuelt perspektiv.