Diagnoser, neurodivergens og (u)tryghed

Flere og flere børn, unge og voksne får psykiatriske diagnoser, og diagnoser er i stigende grad blevet en linse, vi ser menneskers forskellighed, vanskeligheder og behov igennem. En diagnose kan give adgang til forståelse, støtte og de rette indsatser, men den kan også risikere at blive en forklaring, der skygger for blikket på det hele menneske.

Med afsæt i tilknytningsteorien sættes der fokus på, hvordan udviklingen i vores samfund kan være med til at skabe utryghed. Mennesker forsøger hele tiden at tilpasse sig de omgivelser og forventninger, de møder. Men når krav og forventninger overstiger det, den enkelte har mulighed for at håndtere, kan det føre til overbelastning og utryghed. For børn og unge kan det komme til udtryk som uro, modstand, tilbagetrækning eller vanskeligheder ved at indgå i fællesskaber.

I oplægget undersøges derfor sammenhængen mellem diagnoser, neurodivergens og tryghed. Der ses på, hvordan individuelle forudsætninger spiller sammen med de relationer, fællesskaber og miljøer, mennesker indgår i.

Hvis ønsket om et mere rummeligt samfund, hvor flere får mulighed for at være en del af fællesskabet, ikke skal ende som en skåltale, kræver det rammer, hvor mennesker med forskellige forudsætninger kan udvikle sig og deltage på forskellige måder. Her må diagnosen hverken overses eller få lov til at definere hele mennesket.

Pernille Juul Darling er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, lektor ved SDU og seniorforsker ved Center for Evidensbaseret Psykiatri. Pernille er medlem af Børnerådet og har en særlig interesse for, hvordan tryghed påvirker børn med psykiatriske diagnoser. Hun har skrevet bøgerne ”Det neurodivergente menneske” og ”Tryghed og tilknytning – samfundets glemte grundsten”