Børnekonferencen

Sansemotorik og samspil – Forstå børn der er svære at forstå

Oplægget har fokus på børn, som er svære at forstå. Børn, som reagerer anderledes på sensoriske stimuli, har motoriske vanskeligheder eller har svært ved at begå sig socialt.

Børneergoterapeut Connie Nissen, stiller skarpt på sanseintegration og deler ud af sine erfaringer med den relationsbaserede behandlingsform Theraplay.

Omdrejningspunktet er børnenes evne til at tolke sansestimuli, have motorisk kontrol og deres evne til at indgå i samspil med andre.

Connie Nissen vil kort, konkret og med både teori og praksiseksempler beskrive hvorfor viden om Theraplay og om sanseintegration kan skabe mødeøjeblikke, der giver næring til børnenes hjerne og nervesystem, ligesom det danner grobund for ro og fordybelse.

Det er gode pædagogiske redskaber og velegnede metoder til at hjælpe børn, der kan være svære at nå.

Når vi møder børn, der bekymrer os, er vi nødt til at gøre os grundige overvejelser om årsagen til, hvorfor deres adfærd er anderledes, ligesom vi er forpligtede til at skabe den gode relation og tage ansvar for stemningen og samspillet. Når vi forstår børnenes sensoriske bearbejdnings-vanskeligheder og møder dem med gode samspil, er vi allerede i gang med at bane vejen for positiv udvikling!

Connie Nissen

Connie Nissen er autoriseret ergoterapeut og har i 28 år haft sin egen ergoterapeutiske praksis for børn og unge i Næstved. Hun udgav i oktober 2016 bogen: ”Sansemotorik og Samspil. Forstå børn der er svære at forstå”, som både beskriver teori og masser af praksiseksempler.

Connie Nissen er kendt som en uhøjtidelig underviser, der i mange år har afholdt kurser for både sundhedspersonale og pædagogisk personale, ligesom hun har afholdt kurser for plejefamilier i mange kommuner.