Fordomme og ”snuptagsløsninger” i socialpolitik og socialt arbejde
Social arv, ghettoopvækst, modtagelse af kontanthjælp og andre ”enfaktorforklaringer” fremstilles ofte som årsagerne til børns alvorlige sociale problemer. Realiteten er imidlertid, at vi hverken ved særlig meget om, hvorfor problemerne opstår, eller hvilke indsatser der kan afhjælpe eller forebygge problemerne. I denne situation stilles der ofte krav om, at det sociale arbejde skal evidensbaseres.
Politikerne erklærer, at lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre professionelle ikke skal ”famle i blinde”, men at det de bare skal gøre det, ”der virker”. Resultatet bliver imidlertid hyppigt ”snuptagsløsninger”, som ikke fører til reelle forbedringer for de berørte børn, men i stedet i mange tilfælde til fordomsfuld udpegning af målgrupper, der kan føre til stigmatisering og selvopfyldende profetier.
Der er i denne situation brug for en ny professionel faglighed, som muliggør, at medarbejdernes teori og erfaring kan spille frugtbart sammen med børn, unge og forældres syn på deres situation. Indsatser kan på den måde tilpasses til både den konkrete situation og det enkelte individs syn på problemerne, og hvad der kan hjælpe.
Oplægget er en advarsel mod både fordomme og standardmetoder i pædagogisk, socialt og sundhedsmæssigt arbejde med børn, men samtidig en påvisning af hvordan teori og undersøgelsesresultater kan bidrage til faglig refleksion og dialogorientering.
Morten Ejrnæs
Morten Ejrnæs er lektor i teorier om sociale problemer ved Aalborg Universitet