Skip to main content

Børnekonferencen

Kort og godt om jævnaldrende-regulering
– når børn regulerer sig efter hinanden, må der skrues op for baseværdige voksne både hjemme og ude

Helt nyt foredrag af Rikke Yde Tordrup, med udgangspunkt i bogen ”Kort og godt om jævnaldrende-regulering”, der udkommer i 2027. Oplægget kombinerer forskningsbaseret viden med genkendelige eksempler fra børns hverdag – i dagtilbud, skole, fritid og hjem – og Rikkes kliniske erfaring.

I 2019 undersøgte Dansk Psykolog Forening psykologers oplevelser af stigende uro blandt børn i børnefællesskaber. Forældre, skærme, diagnoser — hypoteserne var mange. Men når man hjemmeobserverede urolige børn, tegnede der sig ofte et andet billede: børnene kunne falde til ro og regulere sig, orienteret mod deres forældre. Noget skete altså i de fællesskaber, børnene færdes i, ikke kun i barnet.

Jævnaldrenderegulering opstår, når børn hjemme bruger forældrene som base for tilknytning og regulering — men i dagtilbud, skole eller fritidstilbud efterlades i et basetomrum. Vi ser sammen på børnenes hverdag: fra opstart og indkøring, gennem dagens struktur, til afhentning og afslutning.

Foredraget giver konkrete redskaber til:

– at se forskellen på jævnaldrendeorientering i sunde børnefællesskaber og jævnaldrenderegulering i usunde.
– at være baseværdig for børnene — også når det er svært, i pressede øjeblikke af dagen.
– at styrke hverdagen. Opstart, hverdag og afslutning set ud fra, hvad børn har brug for af de voksne.

Du får blandt andet indsigt i:

  • Tilknytningsteori
  • Sunde og usunde børnefællesskaber i dagtilbud, skole og fritid
  • Baseværdig pædagogik og baseværdige voksne
  • Betydningen af trygge voksne i barnets liv
  • Konkrete handlemuligheder i hverdagen for at forebygge jævnaldrenderegulering

Rikke Yde Tordrup er cand.psych. fra Aarhus Universitet (2001), psykolog og klinisk specialist i børn og unge samt fagbogsforfatter. Ud over sin psykologpraksis superviserer Rikke faggrupper, der har børn, unge og voksnes udvikling som målgruppe. Hun er blandt andet kendt som ekspert i DR-programmet ”Hvem passer vores børn”.