Susan Hart

Børn træder ind i livet med en hjerne, der endnu ikke er udviklet til at forstå verden, sig selv eller
andre. De skal lære at styre deres krop, forstå deres følelser og indgå i fællesskaber ud over at
tilegne sig en masse viden. Denne modningsproces sker gennem relationer og i strukturerede
omgivelser, hvor de oplever tryghed og stabilitet. Men i dag står vi overfor tre store udfordringer i
børns udvikling: mangel på stabile relationer, udisciplineret brug af sociale medier og fraværet af
venlige autoriteter, der kan skabe den nødvendige struktur.

For at skabe trivsel hos børn er det nødvendigt at forstå trivselstrekanten, som består af
samhørighed, mening og kontrol. Børn har brug for samhørighed – en følelse af at være forbundet
med andre, hvor de føler sig set og forstået. Uden samhørighed opstår isolation, som hæmmer
deres følelsesmæssige udvikling. De har også brug for mening i deres hverdag; at kunne se en
sammenhæng mellem det, de oplever, og det, der sker omkring dem. Hvis børn mister denne
følelse af mening, mister de også motivationen og engagementet. Endelig har de brug for kontrol –
en følelse af at kunne påvirke deres egen situation. Det er her, struktur og guidning fra voksne
bliver afgørende, da det skaber den tryghed, der er nødvendig for, at børn kan navigere i deres
verden.

Samtidig har vi som mennesker et medfødt kognitivt potentiale, som skal udvikles og dygtiggøres.
Det sker bedst, når vi får de rette betingelser for læring og udvikling i strukturerede, trygge
omgivelser. Når samhørighed, mening og kontrol er til stede, bliver de grundlæggende betingelser
for trivsel skabt, og børns følelsesmæssige modning fremmes. Det er denne balance, der kan
hjælpe børn med at udvikle empati og bæredygtige sociale relationer, trods de udfordringer, de
står over for i dag.

Oplægget giver blandt andet viden om:
1. Hvordan påvirker mangel på stabile relationer, sociale medier og fraværet af nærværende
autoriteter børns trivsel og udvikling?
2. Hvordan kan vi som voksne skabe strukturer og aktiviteter, der understøtter børns
følelsesmæssige modning?
3. Hvorfor er hverken ord, anerkendelse eller sanktioner nok til at skabe reel trivsel og
udvikling?